Hjerte til far

 

Vist nok tilfældigt, men ikke desto mindre; et rigtigt hjerte. Hun blev selv helt stolt og viste mig det (helt selv), og så skyndte jeg mig ellers at skrible hendes ord ned ved siden af - og tage et billede.
Nu også dette blogindlæg, men det er ligeså meget fordi far'en er på farten. Så til dig, Bo <3

Gavenisse - eller nissegave

Til hver morgenstund i disse dage, har nissen i løbet af natten været forbi med en pakke (Tusind tak, alle bedster!).

Kravlenisse

Og så bare lige vores lille kravlenisse.

Vi bor lige over for en ruin.

Det er ikke ret tit jeg gider gå derop...

 

 

Lidt jul på schweizisk

På opfordring af Sofie kan jeg da fortælle, at vi har været i skoven og finde julemanden her i Schweiz. Han hedder Samichlaus og hans hjælper hedder Schmützli. Ja, faktisk var der hele to Schmützli-venner til at hjælpe Samichlaus i går. For Viola var det ikke umiddelbart en fordel at der var to, og hun kunne vist også godt have undværet Samichlaus...

Schmützli gennede os ind i selveste julemandens stue, hvor han var lige ved at begynde på en god, opbyggelig historie. Den lille stue var tætpakket med andre børn og forældre, næsten helt mørk, duftede af gamle dage, ildsted og træ, og min lille pige stak med det samme i et hyyyyyyl!! Det var sgu ikke lige hendes kop the, og jeg gav det cirka 30 sekunder, hvor hun lige nåede at få en kage stukket i hånden af Schmützli og jeg nåede at opfange, at julemanden sagde noget med: "hvem har dog gjort det barn så bange?? Hohohohoho!" Så gik vi ud i verden igen.

Ikke umiddelbart en succes, men absolut heller ikke, hvad jeg vil kalde en fiasko. Det var nemlig en stor oplevelse for Viola og dermed mig. Der var heller ingen problemer med at stå udenfor huset og kigge på Schmützli på afstand, da han kom ud lidt senere. Kagen var også ok - ligesom juletræet, bålet, æslerne og den stige, man kunne kravle op ad og kigge ind på et loft. Hun havde bare en meget, meget klar grænse over for at gå ind i et mørkt rum fyldt med fremmede mennesker, deriblandt tre store, kutteklædte mænd. Helt ok med mig. Faktisk rigtig meget ok med mig. Så meget, at jeg nåede at tænke: "Er det egentlig særlig smart at tage imod en kage i den her situation?".

Nu er det ikke fordi jeg nyder at Viola bliver bange, men jeg synes faktisk det er godt at se hende finde ud af at blive bange OG tryg igen. Det er da vigtigt. Og hun blev hurtig tryg og fjollet, så snart vi kom ud af huset. Så spiste hun lidt kage og lidt gammelt, klamt sne, der lå som gennemtrampet is på den smattede skovvej. Jeg ved sgu ikke... men lige der havde jeg nok opbrugt mine pædagogiske evner, så jeg spillede bare alle sippekortene med: "AAAddw, ViOla!! Der er gamle blade, jord og måske hundelorte i det sne?! Kan du så lade være! Det der ville jeg godtnok ikke spise, hvis jeg var dig. Puuuuh, synes du det ser lækkert ud?". Hun begrænsede sig så, men der røg da lige et par mundfulde mere ind i skuffen.

Hun er virkelig trodsig i disse dage, men jeg er da glad for, at vi kan samarbejde, når det virkelig gælder. Så skide være med, at hun spiser sne med lort i, men bare hun stoler på mig, når jeg fortæller hende, at hun ikke skal være bange.

Hvilken en?

Julekalendere/adventskalendere er åbenbart det helt store i Schweiz. Det er vist her det sner!

Hvilken en skal man så vælge??

 

 

Uf, de er bare så fine, men jeg kan slet ikke gennemskue det. For de er også dyre, og jeg vil ikke købe en fin papirevent, der bare bliver splittet ad på en dag... Men på den anden side er violen bare så vild med nisser allerede, at det næsten også er "synd" ikke at give hende hele festen.

Luxusproblem par excellence! ;-)

Kommer der sne om vinteren i Zürich?

Ja, det gør der, og vinteren startede i går.
I dag ser det sådan ud:

Her til formiddag har Viola lavet snemand med farmand, lært at kaste snebolde og helt selv fundet ud af, at sne smager godt.

Bytur

I aften skal jeg ud og have fredagsøl. Eller det vil sige, at jeg skal ud og spise schweizisk mad med nogle af de damer, hvis børn Viola plejer at lege i legestue med om mandagen. Ooooooh, det bliver skønt! Hold kæft, hvor jeg glæder mig!

Viola og jeg har været på cykeltur her til formiddag, og man skal jo ikke køre mange kilometer i det her land, før en bakke eller to sørger for, at det bliver noget, der godt kan kaldes motion. Så jeg er helt klar til en gang ostefondue eller hvad der byder sig.

Genau... :-)

Og der var...

... morgensang, farmor & farfar, mormor & morfar på Skype, flag, balloner, gaver, søde hilsner og kort, gåtur rundt om Katzensee, udendørs frokost ved legeplads og en lille togtur til at runde første del af dagen af. Toget var en stor succes, og Viola græææææd, da det sluttede.

Jeg fik æren af at dele en togvogn med min datter, og det var altså så rørende at se, hvordan hun sugede indtrykkene til sig. På den måde fik jeg ligeså meget ud af det, og nogle gange er det bare så totalt i orden at opleve verden gennem sit barn. Hun sov middagslur med de to gammeldags hulstemplede togbilletter.

 

I øvrigt er det utroligt så hurtigt de lærer det... På legepladsen skulle der penge i de fleste af aktiviteterne, og selvfølgelig skulle hun have lov på sin fødselsdag. Vi trak dog lige tiden lidt, inden vi hev mønterne frem. Men Viola syntes vi var for sløve og løb selv afsted med fars pengepung! Den blev kylet hen ad jorden, som alting hun stikker af med og som vi vil tage fra hende. Hun er fræk og klog og dejlig - normal & unik.

 

To årig

Så er det lige ved at være to år siden...

"Har I besluttet, hvad jeres pige skal hedde?", spurgte én i kittel os, da jeg lige var blevet rullet ind på operationsstuen. "Hvad skal hun hedde, Bo...?" pippede jeg, for jeg turde simpelthen ikke sige navnet højt. Så sagde Bo: "Viola", og en lille, perfekt, rimeligt lungemoden, helt sutte-umoden, nyrerask, lyserød, ansigtskrøllet pige blev opereret ud af min mave. Hun havde en fin, hvid streg af fosterfedt ned ad ryggen og kunne græde. Næsten syv uger for tidligt, men trods det super stærk. Bo bar hende ned på neonatalafdelingen, for sådan måtte det jo være.

Nå, så gad hun nok ikke ligge i min mave længere. Når man ser på, hvor hidsigt, fjollet og energisk hun kan tromle igennem en hverdag, så er det nærliggende at tænke, at hun selvfølgelig havde travlt med at komme igang med sit eget liv. Viola er rask og lever i et raskt tempo. Det er jo i bund og grund vidunderligt ud over alle grænser. Og grænser, det er noget Viola er god til at flytte. Hun har spist, sovet, bøvlet og udviklet sig fuldstændig forrygende lige direkte igennem den pukkel, det trods alt kan være at være for tidlig født. Seje pige!

To år bliver hun på lørdag. 20/10 2010 ;-) Det var jo en ret fin dag hun valgte, og meget passende til, at en distræt, træt og nogle gange forvirret mor kan huske det. Viola er så to-årig allerede! Hun vil alt muligt, og vil bestemt IKKE alt muligt i én pærevælling. Hun er udfordrende at være mor til, og præcis som en klog mor til tre sagde til mig for knapt to år siden, så er det her ikke let, men det er vidunderligt.

Et af violens mange kælenavne er Skrapsi, for hun herser rundt med os og siger til og fra, så jeg får helt overfladisk vejrtrækning. "Viola VIL gerne!!", lyder det om alt muligt, som hun forsøger at trumfe igennem. "Må gerne!!" er også forlængst kommet på repertoiret. Når jeg får trukket vejret helt ned i maven og strukket girafhalsen ud, så er det jo skide skægt, at sådan et lille menneske kan have så uendeligt meget vilje. I morges gjorde Bo et eller andet helt banalt med et stykke legetøj (lagde en dukke på sengen, eller hvad ved jeg), og så lød det prompte: "NEeeej! Stop! Lad så vær, far!!". Hun mangler ikke ord, den skrappe dame. Hun snakker selv en del om, at hun har fødselsdag (snart). Hun er helt med på, at det er noget med flag, gaver, balloner og chokolade. Skægt... og vi to forældre glæder os også.

For et par dage siden spurgte jeg, hvad hun ønsker sig, altså hvad hun godt ville have, at der var indeni gaven på hendes fødselsdag. "Sommerfugl!!" lød det. Vi har så siden forsøgt at forklare, at man ikke kan pakke en rigtig sommerfugl ind i en gave. Bare så hun ikke bliver alt for skuffet, hvis nu hendes forældre for eksempel har fundet på at pakke tre-fire forskellige kunstige sommerfugle ind...

Formiddagsfiskesuppe i sofaen

Fin forside af medaljen, idyllen, det bløde børneperspektiv, som jeg får lov at være en del af.
Dagens billeder:

Kuk-kuk, så er der formiddagsfiskesuppe i sofaen!

Viola skål til venstre, naturligvis...
Men så blev der øst lidt op til mor også.



 

Gave

I morges lå en lille gave fra "naboens kat". Det regner jeg i hvert fald med, at det var - fra en kat. Måske et spydigt lille "tak for sidst", eller også synes den, at jeg er en farlig heks, der er flyttet ind her i huset, og at jeg skal formildes. For et par måneder siden kom jeg nemlig til at skræmme mindst ét liv af en kat, der næsten skræmte livet af mig. Den havde ikke gjort andet end at gå ind ad vores havedør, men jeg var overhovedet ikke forberedt på, at den var inden i huset, så jeg skreg som en sindssyg, da jeg skulle ind efter et eller andet, og blev mødt at et par (katte)øjne. Bo troede ud fra mit skrig, at der var en indbrudstyv på spil, så han syntes vist, at jeg var lidt åndssvag. Det var jo bare en kat?! Jeg er faktisk rigtig glad for katte, men lige dér var der altså en eller anden kortslutning mellem mine panikinstinkter og hjerne.

Den stakkels kat skreg også op, lavede en tegnefilmsagtig lynsprint op og ned ad vægge, og endte oppe for enden af indgangstrappen. Der sad den og miavede af angst, inden den tog mod til sig og spurtede forbi Bo (der jo var nødt til at agere helt og gå ind efter katten) ned og ud i friheden igen. Ja, og jeg skreg så lige så højt som første gang, da den atter løb forbi mig i døren... stadig ikke helt forbindelse mellem panikinstinkter og hjerne.

Tænker bare, at den døde mus godt kunne være en slags gave fra lige netop dén kat. Tak...
Tror for resten, at vi skal holde dørene godt lukkede, nu hvor efteråret er sat ind, for selvom det i princippet ikke gør noget, hvis naboens kat kigger ind, så ville det godt nok være ulækkert med mus i huset.

Pflaster

Det hele skal nok gå.

Kompost

Ikke jordens mest interessante indlæg, det er helt sikkert. Jeg vil bare gerne lave kompost :-)

Så jeg regner med, at vi snart anskaffer sådan en kasse her, og så er det vel bare at gå i gang? Jeg har tænkt mig at prøve. Kompostorme satser jeg på finder vej (næsten) af sig selv. Det har jeg nemlig hørt fra meget pålidelige kilder at de kan. På græsplænen har jeg set mange toppe af noget, som efter min ringe uvidende bedømmelse kunne ligne ormelort, så jeg vil simpelthen skovle lidt jord i kassen til at starte med. Til at skabe lidt luft mellem alt det klamme, våde affald, har vi massere af kviste og blade fra lindetræet. Mon ikke det kan bruges?

Jeg håber det bliver godt, og jeg glæder mig faktisk rigtig meget til at lade det grønne køkkenaffald få en mere naturlig vej end at blive dumpet i en skraldepose og kørt på forbrænding.

Så nu håååååber jeg, at det her bliver succes og ikke et skrækscenarie af rotter.
Kan snoge egentlig lide kompostlugt? For jeg har nemlig set én, der slangede sig vej fra skoven og ind i vores have for nogle uger siden. Jeg ved lige så meget om snoge som om kompost, så jeg googlede med stor spænding "slanger" og "gule nakkepletter". Pyh, det var snogen og ikke hugormen, der havde pletterne! Men alligevel må den godt fortrække skoven.

Mere om at møde nye med børn

I dag var vi i legestue. Oftest slutter vi af med at synge lidt og det er super fedt. Ungerne nyder det, og selvom Viola i dag lignede en, der ikke forstod ret mange klapper af showet, så er det tydeligt, at hun suuuuuger indtryk til sig. Herhjemme kan hun begynde at synge med på sangene og laver glad og gerne de forskellige fagter, der hører til. Det er så dejligt. Det giver bare noget boblende, umiddelbar forældreglæde, synes jeg. Hun er også begyndt at prøve sig med remser; "Moar mæææægtig mave. Far billemand" = Min mor hun er en pave, hun har en mægtig mave. Min far han er en spillemand, han spiller på en skraldespand". Yndlingsremsen er helt klart "Nede i fru Hansens kælder". Mange gange om dagen ser Viola på mig med fryd i øjnene og siger: "Når ma biser æææg! (i hendes rim er "købe" byttet ud med "spise")", og så vil hun høre fra min mund, at "når man spiser ÆG, må man ikke lave SKÆG!". Det skal gerne sige sådan lidt truende.

(Nu tager det endnu engang en lille drejning hen imod Violaviolaviola... så tilbage på sporet:)
Da vi sad i rundkredsen i dag i legestuen, var der en af mødrene, der forslog en lille præsentationsrunde, fordi der var et par nye med. God idé. Bare sådan kort om hvad vi havde af børn, navne, hvor længe vi havde boet i Schweiz osv. Uh, jeg kunne med det samme mærke nervøsiteten melde sig, for så havde jeg jo chancen for at få nævnt Laurits. Noget i mig var overhovedet ikke i tvivl om, at det ville være bedst "bare" at sige det, men... det bliver aldrig rart. Det er rå konfrontation med en barsk virkelighed, og jeg kan ikke lide, at jeg skiller mig ud, er mærkelig, bliver kejtet osv. Og så hader jeg, at det også tit gør andre ilde til mode. Men jeg havde vel under et minut til at veje for og imod, og egentlig vejede ikke så meget, men kastede mig bare ud i det. Fik præsenteret mig og Viola kort, og sagt noget i retning af, "at jeg skulle også have haft en dreng på seks år. Desværre døde han. Jeg ved godt, at det er lidt voldsomt at sige, men jeg har det bedre med at I ved det".

Og det er lige det; jeg har det altså bedre med at folk jeg ser jævnligt - især i børnesammenhænge - ved, at der skulle have været en Laurits, OG jeg har efterhånden lært, at det må jeg (godt) handle efter. Jeg aner ikke, om jeg fik chokeret, stødt eller skræmt nogen. Det kan jo være, at nogen har sorg med sig, som jeg får skubbet til ved at snakke om min døde dreng...? Men jeg kan ikke tage udgangspunkt i et hensyn til noget eventuelt med noget, der er så vigtigt for mig.

Bagefter var jeg lettet, og følte helt klart, at en vis gas var gået af en vis ballon. Der var nogle stykker, som kom hen og spurgte lidt, og det var bare rart. Jeg følte mig stadig lidt kejtet og vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige, men det var ok. Det var så fint at nogle spurgte lidt, og det var fint at de fleste ikke sagde noget. Jeg havde fået sagt det jeg ville i den sammenhæng. Nu må jeg se, hvordan det bliver fremover. Håber, at jeg i hvert fald kan slappe lidt mere af omkring det hele.

Resten af dagen har jeg været totalt bombet. Det er en velkendt blanding af træthed og underlig forvirret rastløshed, der har gjort mig fysisk svimmel og osteklokkeagtig. Nu er det sen aften, og mit meget stærke b-menneske gen har forlængst taget over, så jeg sidder her og klaprer løs, selvom jeg ved, at jeg burde sove. Såeh... god nat.

Tur til Zürich

Tjaeh... jeg kan synes om prinsesser som jeg vil, men pludselig sidder hun i hvert fald der og troner. Med fuld autoritet og tilhørende regerende, alvorligt blik. Jeg kan kalde det kongetrone så meget jeg vil, men når hun går aldrig rundt og snakker om konger, hvorimod "prinsesse" er noget, der åbenbart klinger godt i violens ører. Det er sgu da meget sødt...

 

 

Nå-men-hvorom-alting-er, så dikterede jeg en tur i byen i dag og hold da helt op, hvor var det tiltrængt. Jeg har faktisk bokset en del med noget, der måske ligner hjemve eller i hvert fald falde-til-rette-i-et-nyt-land-ve. Det er svært at sætte ord på, og svært at skille skidt fra kanel i den sammenhæng, men turen i dag løftede et eller andet, og det er værd at holde fast i.

 

Det er ikke ret mange gange vi har været inde i selve Zürich, men i dag kunne jeg mærke en vis følelse af at være på hjemmebane. Altså intet i forhold til at bo godt seksten år i København (snøft), men dog noget med at gå, hvor jeg før havde gået, og det var rart. Der er meget tilvænning i det her med at flytte til et nyt land, og jeg har ikke kunnet overskue ret meget andet end at få en dagligdag op at køre herhjemme med familien. Men nu... mærker jeg fornyet tro på, at eventyrer venter forude.

 

Og se så lige hvor rørende... hahaha, små hjerter på mit navn på kaffebar. Totalt latterligt påfund, men jeg hoppede i for fuld naivitet og nød venligheden. Viola nød først flødeskummet, jeg drak kaffen og så fik hun resten af isklumperne (med vand på). Nøj, hvor følte hun sig stor. Hæhæ...

Min store pige i tram (sporvogn) på vej hen til fars arbejde. Hun begyndte at kalde alle damer for "Kirsten", mens vi sad der og kørte. Jeg har ingen som helst anelse om, hvor det kom fra, men sådan noget bliver der mere og mere af, og hvor er det egentlig fedt.

Lidt om lørdag

Lun lørdag og improviseret tur til Baden-noget-nær-naboby. Der var byfest og jeg tror;

- at Baden har en særlig stemning også til hverdag.

- at vi en dag kommer op til borgen, men det bliver nok lidt svært med klapvogn.

- at der gemmer sig hemmelige prinsesser i tårne i Baden, og de må kun komme ud, når klokken slår tretten.

- at min stil kan spiffes op ved en shoppetur til Baden (aj, jeg skulle bare have slået til, skulle jeg).



 

 

 

 

 

 

PS. Det skal jo prøves. Og når man nu ikke lige går på restaurant, må hjemmeudgaven på bordet. Det var sgu godt og det gør vi snart igen.

Absolut ingen baby

Så fik jeg lov til det her:

Underligt forvrænget billede, men pointen går vel igennem?

 

 Det er så sjældent, at min lille pige gider nusse og kramme, og jeg vil bare så gerne holde hende tæt. Jeg kan godt savne babytiden, hvor der var så meget kropskontakt i det at være mor. Overhovedet ikke sådan, at jeg savner det, når jeg ser på min store, stærke, dejlige, dygtige pige, men... jeg ligger bare inde med flere knus, end hun gider at have. Mange af de kys jeg forsøger at plante på kinderne af hende, er også begyndt at ende tomt ud i luften. Så når jeg kan få sådan en sovende pige i armene og bære hende op ad trapperne, mens hun bare er helt i koma, så nyder jeg det på det groveste! Og det går op for mig, at selvom jeg stort set hver aften kigger ned i hendes seng og tænker: "min lille baby...", så er hun absolut ingen baby! Som baby kunne hele Viola have været synlig på et billede som det her. Nu stikker både hoved og ben jo udenfor.

 

Absolut-ingen-baby og jeg har været ved Katzensee og bade til formiddag, så derfor var hun godt brugt inden vi nåede hjem. Hun er begyndt at elske vandet og griner af fryd (selvfølgelig iblandet "nejnejnejnejnej"), når jeg trækker hende gennem vandet, så det kilder hende på hagen. "MERE!!" siger hun, så snart det stopper.

 

Absolut-ingen-baby er virkelig et stort barn nu (aaarh, altså forholdsvis stort), når hun kun skal høre: "Skal vi gå en tur rundt om Katzensee i dag?", før hun begejstret udbryder: "Jaah! BAD!!!!" Og så mente hun stort set, at vi var klar fem minutter efter morgenmaden.

 

Nogle gange skal jeg bare have vink med vognstange for at kunne følge med. Eller, man kan også sige, at jeg godt kan lide at lade tingene ske af sig selv... I dag var en buksbom-larve-bekæmper forbi vores have og sprøjte (hvilket er en hel anden historie om, hvor styr på tingene, der er her i Schweiz), og så røg min store ukrudtplante altså. KLIP! Så var den væk fra blomsterkrukken... Det ses som en lille stump til højre for kornblomsterne. Den var over en meter høj og så totalt malplaceret ud, men eftersom den var det første, og i lang tid eneste, der kom op af krukken, havde jeg taget den til mig som en anden gøgeunge. Men ok, sådan skulle det ikke længere være. Fint nok. "Noget" gror, andet får ikke lov. (Ikke en henvisning til Laurits, altså)

Svært at møde nye med børn

Vi går i dansk legestue en gang om ugen, Viola og jeg. Det er ret fedt. Der bliver leget, snakket, spist kage og sunget. Jeg er ikke altid så god til at komme ud af døren, men det her fandt jeg frem til allerede efter et par uger, så det er jeg lidt stolt af ;-) Derudover går vi ikke til noget som helst andet endnu, men jeg har kig på noget børnegymnastik til V og et tyskkursus til mig her til efteråret.

Når vi skal i legestue er det så heldigt, at vi kan gå derhen. Der er cirka fire km. og de fleste gange har vejret været helt perfekt til en gåtur med klapvogn. Det tager en tre kvarters tid ad forskellige stier. Det er både gennem lidt skov, forbi eng, forbi togbane, over og hen langs larmende motorvej, forbi marker med og uden køer og gennem en sygeligt charmerende landsby fyldt med hestefolde og havenisser.

I legestuen er en masse dejlige unger, og jeg er rigtig glad for, at Viola får set nogle andre børn på rimelig fast basis. Det er selvfølgelig lidt forskelligt, hvem der dukker op (der er nemlig ingen tilmelding, man dukker bare op - jubi!), og både V og jeg skal lige lære folk at kende. For Viola er det rimelig ligetil. For mig bliver det mere og mere tydeligt, at når jeg møder nye folk i børnesammenhænge, så vælter 'det hele' rundt i mine tanker, og jeg både længes efter og gruer for, at jeg kan få fortalt om Laurits, de fire forbandede barnløse år mellem Laurits og Viola samt den første svære tid med Viola SAMT det vidunderlige i, at Viola er her. Puh! Det er ikke bare sådan lige... Og det er alt, alt for personligt og for meget og ville tage alt for lang tid at fortælle om, til at det på nogen måde er passende - eller for den sags skyld kan passes ind i de totalt afbrudte samtaler det mest bliver til. Men faktum er, at hele gåturen hjem kører fortællinger om fødsler, graviditeter, behandlinger, nederlag, kamp og endelig Viola i armene, uden at jeg kan gøre andet end lade det køre. Heldigvis sover Viola for det meste på hjemturen, så jeg sætter bare autopilot på, og lader havenisser, heste og landskab være uvedkommende men rar baggrund.

I klubben er der rigtig mange, der har mere end et barn, og lige for tiden er der nærmest babyboom. Det gør mig altså også lidt sårbar, og jeg hader, at det skal være sådan. Heldigvis var der én, som for noget tid siden spurgte, om vi ikke skulle have flere børn, og jeg fik svaret: "nej, jeg tror ikke, at det er realisktisk. Det har været rigtig svært at få Viola, så det bliver nok ikke til flere". Men så var den ligesom lukket, og det er jo klart, at det aldrig er nogen der spørger: "Nå, har du så nogen døde børn??" Lige den allerførste gang eller to blev jeg selvfølgelig spurgt, om vi havde flere børn, men dels havde jeg slet ikke behov for at snakke om Laurits som det allerførste, og dels har jeg faktisk fundet så meget ro i at sige, at vi kun har Viola, for det er jo sådan det er. Men alligevel, det er på ingen måde hele mig.

"Hej, jeg hedder Heidi, og har en datter og en sorg"
"............. , og har en død og en levende"
"............., har du lige tre kvarter til at høre om min mor-baggrund??"
".............., og er faktisk mor til to, men den ene er død"

Nu har jeg brugt næsten hele Violas lange middagslur på dette indlæg, og når hun lige om lidt skal op, så kører det bare derudaf. Heldigvis. Der er ingen plads til at se sig bagud i nuet med Viola. Violas liv er så meget hendes eget, og selvom hun er afhængig af sin mor stadigvæk, og selvom den mor er mig, med alt det sorg og bekymring kørende i knolden, så tror jeg faktisk på, at hun stortrives.
Hun kan foreksempel tælle, næsten til ti :-) "En, do dei, fir, fem, syv, ådde, ni, seks, fir!!", lød det i går.

Kombi: soveværelse og Viola

Jeg er vild med det soveværelse! Det er så flot, rart og funktionelt. Massive skodder lukker alt lys ude, så violen kan sove omkring 3 timers middagslur på de fleste dage. Desuden er det bare så gedigent Heidi-alpe-agtigt at slå skodder fra om morgenen. Indenfor er der smukt bindingsværk, og vi har alt det højt til loftet, som vi har sukket efter i Rådhusstræde. En lysekrone er der også. Ejeren har ladet den hænge, "fordi jeg sagde, at jeg så godt kunne lide den".... Det kan jeg overhovedet ikke huske noget om, men jeg må vel have kommenteret den, da jeg i sin tid blev vist rundt. Jeg kan godt lide, at den hænger der. Det er husets, ikke vores, og giver mig på en eller anden måde en ydmyghed overfor stedet. Det samme gør det store lindetræ i haven lige uden for soveværelset. Huset her har sjæl, og soveværelset har det meste.

I starten var jeg ikke helt sikker på, om der var hyggeligt eller uhyggeligt, når jeg gik i seng om aftenen og famlede mig vej til dynen i det massive mørke (eller for det meste i det kolde, blå lys fra mobilen). Efter tre måneder VED jeg, at rummet er totalt hyggeligt og mørket gør så godt at sove i.

Af og til ville jeg ønske, at vi kunne bruge rummet som stue i stedet for soveværelse, men så igen; det fungerer bare så godt, også med at vi alle tre sover derinde. Viola kan også sagtens finde ud af at bruge det som stue i løbet af dagen. En af de ting hun ofte sætter på sin to-do liste, er at finde mors fiiiine sko frem under kommoden og klapre rundt i dem. Det starter godtnok tidligt... Med fuldt overlæg har vi købt lidt høje kommoder, så forhåbentlig kan jeg have lidt makeup, smykker og andet dims i fred noget tid endnu.

Meningen og ikke meningen

Vi har holdt ferie og været et par uger+ i DK og det har været såååå feeeedt!! Det var meningen at koble af hverdagen, nyde sommeren og være sammen med familien og det gjorde vi i stor stil. Det var meningen :-) Jeg blev faktisk ladt rigtig meget op, og det var tiltrængt.

Det var bare ikke meningen, at bloggen her skulle gå helt i stå. Men jeg er tilbage. Det næste der sker, bliver nok et indlæg om Viola. Eller om Rådhusstræde. Eller vores soveværelse. Eller mit hævekort.

Kage

Biberli. En speciel, lille, juleagtig kage oprindelig fra Appenzeller området. Tung kanelsmag og med fyld af noget mandel/marzipan. Uhm... Lige en kage efter mit hoved! Jeg nåede ikke at tage et billede i denne omgang. Haps!

Vand, and, sand

DET var en god dag!

Skønt vejr, og eftermiddagen endte med masser af vand og bad for Viola. Hun havde slet ikke tid til at spise vandmelon den første halve time, og det siger altså lidt om begejstringen hos den lille madglade. Vand i en kop kunne jeg da også glemme alt om, men hun lappede så meget badevand i sig, at hun ikke kunne råbe uden at skvulpe og bøvse. Hun råber meget... snakker rigtig meget, og en stor del af snakkeriet råbes. Hun har et tydeligt standardsvar klar til ALT for tiden, og det er "NEIJ"

Henunder aftensmadtid faldt der mange nej'er fra os forældre, for vi glemte endnu engang, at det faktisk ikke kan lade sig gøre at sidde og nyde maden efter Viola er mæt. Der er ikke billeder af det, men hold kæft, hvor blev vi sure, os to gamle. Viola prøvede alle mulige tricks for at være max provokerende og få max opmærksomhed fra forældre, som sad og var kedelige med voksensnak. Det lykkedes flere gange, og så grinede hun bare af skæld-ud'en.... Ikke fedt i øjeblikket, men samtidig er jeg imponeret over hendes robusthed, gå-på-mod, viljestyrke, flabethed.

Den schweiziske idyl

Det er altså også møgvejr her i Schweiz denne sommer. Mere idyl er det ikke. Men alligevel... jeg synes fandme her er flot og pragtfuldt:

Stille sommeraftenregn (lige efter en massiv skylle) med et kig ned ad vores vej.

Fra i dag, hvor sommeren er helt sommerlig:

Venter på tog nede for enden af vores vej.

Viola i fuld leg ved Kattesøen.

Viola laver sandkager i Kattesøen. Miav!

Perspektivet

Viola... så længe ønsket og ventet på. Så rask og levedygtig. Så fjollet, humoristisk, klog og fuld af appetit på livet. Det er jo et mirakel, at hun er her. Derfor propper jeg mig næsten dagligt med tudekiks, for jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal gøre af træthed, irritation, vrede, kedsomhed og andre grimme følelser, der er dukket op i takt med, at Viola gudskelov har udviklet sig helt normalt. Af en eller anden mærkelig grund har jeg hængt denne 'lov' højt og flot op, hvor jeg nu ikke kan nå den og få pillet ved den: "Jeg må ikke være ked af det, for nu har vi fået Viola". Og det er så åndssvagt, for jeg bliver ked af at være ked af det.

Men det er tomme kalorier med de kiks. SELVFØLGELIG er Viola vidunderlig og jeg er så glad for at være hendes mor og få lov at hænge ud med hende rigtig meget. Det er så også hver dag... hele tiden, minus middagslur. Det er der ikke meget variation i, og jeg har bare også trang til andet. Det her er ikke længere barsel, som for mig var den mest meningsfulde periode i mit liv. Dengang skulle jeg virkelig ikke andet end sørge for at opretholde lille V, beskytte, holde af og suge babylykken til mig. Det her er hjemmegående husmorliv med en datter, der bestemt ikke gider sidde og nussepussse, men meget gerne vil underholdes i stor (møgforkælet) stil. Jeg prøver at tage det med ro, for det tager vel noget tid at flytte helt ind og gro til i et nyt land.

Min udfordring er at finde noget meningsfuldt for MIG. Noget andet end at være Violas mor, for hun skal jo ikke være garant for hele min lykke. At hun virkelig gør mig lykkelig er bare en naturlig og medfølgende ting til det liv vi har fået sammen, men hun skal jo ikke. Hun skal gøre sig selv lykkelig, ikke?

Har du lyst til at kigge og læse med?

Nu prøver jeg på denne måde at lægge lidt billeder og ord ud om, hvordan det går for min lille familie i Schweiz - ud fra mit perspektiv, selvsagt. Et perspektiv, der langt hen ad vejen ser sådan ud:

Overvejelser:
Jeg synes blog er et godt redskab til at få vendt nogle tanker, og det har jeg brug for i forhold til at starte et nyt liv op i et nyt land.

Nu kunne jeg jo bare skrive videre på Laurits' blog, men jeg kan godt lide, at den blog forbliver med et udgangspunkt i Laurits.

Meget kommer til at handle om Viola, for hun fylder naturligvis voldsomt meget i mit liv. Fristende er det også at gøre dette til hendes blog, men den ER MIN. Mest ærligt, synes jeg. Og i virkeligheden også fordi jeg godt kunne tænke mig at finde frem til Heidi igen... eller på ny... Hvilket bedre sted at gøre det end i Schweiz?