I dag var vi i legestue. Oftest slutter vi af med at synge lidt og det er super fedt. Ungerne nyder det, og selvom Viola i dag lignede en, der ikke forstod ret mange klapper af showet, så er det tydeligt, at hun suuuuuger indtryk til sig. Herhjemme kan hun begynde at synge med på sangene og laver glad og gerne de forskellige fagter, der hører til. Det er så dejligt. Det giver bare noget boblende, umiddelbar forældreglæde, synes jeg. Hun er også begyndt at prøve sig med remser; "Moar mæææægtig mave. Far billemand" = Min mor hun er en pave, hun har en mægtig mave. Min far han er en spillemand, han spiller på en skraldespand". Yndlingsremsen er helt klart "Nede i fru Hansens kælder". Mange gange om dagen ser Viola på mig med fryd i øjnene og siger: "Når ma biser æææg! (i hendes rim er "købe" byttet ud med "spise")", og så vil hun høre fra min mund, at "når man spiser ÆG, må man ikke lave SKÆG!". Det skal gerne sige sådan lidt truende.
(Nu tager det endnu engang en lille drejning hen imod Violaviolaviola... så tilbage på sporet:)
Da vi sad i rundkredsen i dag i legestuen, var der en af mødrene, der forslog en lille præsentationsrunde, fordi der var et par nye med. God idé. Bare sådan kort om hvad vi havde af børn, navne, hvor længe vi havde boet i Schweiz osv. Uh, jeg kunne med det samme mærke nervøsiteten melde sig, for så havde jeg jo chancen for at få nævnt Laurits. Noget i mig var overhovedet ikke i tvivl om, at det ville være bedst "bare" at sige det, men... det bliver aldrig rart. Det er rå konfrontation med en barsk virkelighed, og jeg kan ikke lide, at jeg skiller mig ud, er mærkelig, bliver kejtet osv. Og så hader jeg, at det også tit gør andre ilde til mode. Men jeg havde vel under et minut til at veje for og imod, og egentlig vejede ikke så meget, men kastede mig bare ud i det. Fik præsenteret mig og Viola kort, og sagt noget i retning af, "at jeg skulle også have haft en dreng på seks år. Desværre døde han. Jeg ved godt, at det er lidt voldsomt at sige, men jeg har det bedre med at I ved det".
Og det er lige det; jeg har det altså bedre med at folk jeg ser jævnligt - især i børnesammenhænge - ved, at der skulle have været en Laurits, OG jeg har efterhånden lært, at det må jeg (godt) handle efter. Jeg aner ikke, om jeg fik chokeret, stødt eller skræmt nogen. Det kan jo være, at nogen har sorg med sig, som jeg får skubbet til ved at snakke om min døde dreng...? Men jeg kan ikke tage udgangspunkt i et hensyn til noget eventuelt med noget, der er så vigtigt for mig.
Bagefter var jeg lettet, og følte helt klart, at en vis gas var gået af en vis ballon. Der var nogle stykker, som kom hen og spurgte lidt, og det var bare rart. Jeg følte mig stadig lidt kejtet og vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige, men det var ok. Det var så fint at nogle spurgte lidt, og det var fint at de fleste ikke sagde noget. Jeg havde fået sagt det jeg ville i den sammenhæng. Nu må jeg se, hvordan det bliver fremover. Håber, at jeg i hvert fald kan slappe lidt mere af omkring det hele.
Resten af dagen har jeg været totalt bombet. Det er en velkendt blanding af træthed og underlig forvirret rastløshed, der har gjort mig fysisk svimmel og osteklokkeagtig. Nu er det sen aften, og mit meget stærke b-menneske gen har forlængst taget over, så jeg sidder her og klaprer løs, selvom jeg ved, at jeg burde sove. Såeh... god nat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar