Svært at møde nye med børn

Vi går i dansk legestue en gang om ugen, Viola og jeg. Det er ret fedt. Der bliver leget, snakket, spist kage og sunget. Jeg er ikke altid så god til at komme ud af døren, men det her fandt jeg frem til allerede efter et par uger, så det er jeg lidt stolt af ;-) Derudover går vi ikke til noget som helst andet endnu, men jeg har kig på noget børnegymnastik til V og et tyskkursus til mig her til efteråret.

Når vi skal i legestue er det så heldigt, at vi kan gå derhen. Der er cirka fire km. og de fleste gange har vejret været helt perfekt til en gåtur med klapvogn. Det tager en tre kvarters tid ad forskellige stier. Det er både gennem lidt skov, forbi eng, forbi togbane, over og hen langs larmende motorvej, forbi marker med og uden køer og gennem en sygeligt charmerende landsby fyldt med hestefolde og havenisser.

I legestuen er en masse dejlige unger, og jeg er rigtig glad for, at Viola får set nogle andre børn på rimelig fast basis. Det er selvfølgelig lidt forskelligt, hvem der dukker op (der er nemlig ingen tilmelding, man dukker bare op - jubi!), og både V og jeg skal lige lære folk at kende. For Viola er det rimelig ligetil. For mig bliver det mere og mere tydeligt, at når jeg møder nye folk i børnesammenhænge, så vælter 'det hele' rundt i mine tanker, og jeg både længes efter og gruer for, at jeg kan få fortalt om Laurits, de fire forbandede barnløse år mellem Laurits og Viola samt den første svære tid med Viola SAMT det vidunderlige i, at Viola er her. Puh! Det er ikke bare sådan lige... Og det er alt, alt for personligt og for meget og ville tage alt for lang tid at fortælle om, til at det på nogen måde er passende - eller for den sags skyld kan passes ind i de totalt afbrudte samtaler det mest bliver til. Men faktum er, at hele gåturen hjem kører fortællinger om fødsler, graviditeter, behandlinger, nederlag, kamp og endelig Viola i armene, uden at jeg kan gøre andet end lade det køre. Heldigvis sover Viola for det meste på hjemturen, så jeg sætter bare autopilot på, og lader havenisser, heste og landskab være uvedkommende men rar baggrund.

I klubben er der rigtig mange, der har mere end et barn, og lige for tiden er der nærmest babyboom. Det gør mig altså også lidt sårbar, og jeg hader, at det skal være sådan. Heldigvis var der én, som for noget tid siden spurgte, om vi ikke skulle have flere børn, og jeg fik svaret: "nej, jeg tror ikke, at det er realisktisk. Det har været rigtig svært at få Viola, så det bliver nok ikke til flere". Men så var den ligesom lukket, og det er jo klart, at det aldrig er nogen der spørger: "Nå, har du så nogen døde børn??" Lige den allerførste gang eller to blev jeg selvfølgelig spurgt, om vi havde flere børn, men dels havde jeg slet ikke behov for at snakke om Laurits som det allerførste, og dels har jeg faktisk fundet så meget ro i at sige, at vi kun har Viola, for det er jo sådan det er. Men alligevel, det er på ingen måde hele mig.

"Hej, jeg hedder Heidi, og har en datter og en sorg"
"............. , og har en død og en levende"
"............., har du lige tre kvarter til at høre om min mor-baggrund??"
".............., og er faktisk mor til to, men den ene er død"

Nu har jeg brugt næsten hele Violas lange middagslur på dette indlæg, og når hun lige om lidt skal op, så kører det bare derudaf. Heldigvis. Der er ingen plads til at se sig bagud i nuet med Viola. Violas liv er så meget hendes eget, og selvom hun er afhængig af sin mor stadigvæk, og selvom den mor er mig, med alt det sorg og bekymring kørende i knolden, så tror jeg faktisk på, at hun stortrives.
Hun kan foreksempel tælle, næsten til ti :-) "En, do dei, fir, fem, syv, ådde, ni, seks, fir!!", lød det i går.