Absolut ingen baby

Så fik jeg lov til det her:

Underligt forvrænget billede, men pointen går vel igennem?

 

 Det er så sjældent, at min lille pige gider nusse og kramme, og jeg vil bare så gerne holde hende tæt. Jeg kan godt savne babytiden, hvor der var så meget kropskontakt i det at være mor. Overhovedet ikke sådan, at jeg savner det, når jeg ser på min store, stærke, dejlige, dygtige pige, men... jeg ligger bare inde med flere knus, end hun gider at have. Mange af de kys jeg forsøger at plante på kinderne af hende, er også begyndt at ende tomt ud i luften. Så når jeg kan få sådan en sovende pige i armene og bære hende op ad trapperne, mens hun bare er helt i koma, så nyder jeg det på det groveste! Og det går op for mig, at selvom jeg stort set hver aften kigger ned i hendes seng og tænker: "min lille baby...", så er hun absolut ingen baby! Som baby kunne hele Viola have været synlig på et billede som det her. Nu stikker både hoved og ben jo udenfor.

 

Absolut-ingen-baby og jeg har været ved Katzensee og bade til formiddag, så derfor var hun godt brugt inden vi nåede hjem. Hun er begyndt at elske vandet og griner af fryd (selvfølgelig iblandet "nejnejnejnejnej"), når jeg trækker hende gennem vandet, så det kilder hende på hagen. "MERE!!" siger hun, så snart det stopper.

 

Absolut-ingen-baby er virkelig et stort barn nu (aaarh, altså forholdsvis stort), når hun kun skal høre: "Skal vi gå en tur rundt om Katzensee i dag?", før hun begejstret udbryder: "Jaah! BAD!!!!" Og så mente hun stort set, at vi var klar fem minutter efter morgenmaden.

 

Nogle gange skal jeg bare have vink med vognstange for at kunne følge med. Eller, man kan også sige, at jeg godt kan lide at lade tingene ske af sig selv... I dag var en buksbom-larve-bekæmper forbi vores have og sprøjte (hvilket er en hel anden historie om, hvor styr på tingene, der er her i Schweiz), og så røg min store ukrudtplante altså. KLIP! Så var den væk fra blomsterkrukken... Det ses som en lille stump til højre for kornblomsterne. Den var over en meter høj og så totalt malplaceret ud, men eftersom den var det første, og i lang tid eneste, der kom op af krukken, havde jeg taget den til mig som en anden gøgeunge. Men ok, sådan skulle det ikke længere være. Fint nok. "Noget" gror, andet får ikke lov. (Ikke en henvisning til Laurits, altså)