Kage

Biberli. En speciel, lille, juleagtig kage oprindelig fra Appenzeller området. Tung kanelsmag og med fyld af noget mandel/marzipan. Uhm... Lige en kage efter mit hoved! Jeg nåede ikke at tage et billede i denne omgang. Haps!

Vand, and, sand

DET var en god dag!

Skønt vejr, og eftermiddagen endte med masser af vand og bad for Viola. Hun havde slet ikke tid til at spise vandmelon den første halve time, og det siger altså lidt om begejstringen hos den lille madglade. Vand i en kop kunne jeg da også glemme alt om, men hun lappede så meget badevand i sig, at hun ikke kunne råbe uden at skvulpe og bøvse. Hun råber meget... snakker rigtig meget, og en stor del af snakkeriet råbes. Hun har et tydeligt standardsvar klar til ALT for tiden, og det er "NEIJ"

Henunder aftensmadtid faldt der mange nej'er fra os forældre, for vi glemte endnu engang, at det faktisk ikke kan lade sig gøre at sidde og nyde maden efter Viola er mæt. Der er ikke billeder af det, men hold kæft, hvor blev vi sure, os to gamle. Viola prøvede alle mulige tricks for at være max provokerende og få max opmærksomhed fra forældre, som sad og var kedelige med voksensnak. Det lykkedes flere gange, og så grinede hun bare af skæld-ud'en.... Ikke fedt i øjeblikket, men samtidig er jeg imponeret over hendes robusthed, gå-på-mod, viljestyrke, flabethed.

Den schweiziske idyl

Det er altså også møgvejr her i Schweiz denne sommer. Mere idyl er det ikke. Men alligevel... jeg synes fandme her er flot og pragtfuldt:

Stille sommeraftenregn (lige efter en massiv skylle) med et kig ned ad vores vej.

Fra i dag, hvor sommeren er helt sommerlig:

Venter på tog nede for enden af vores vej.

Viola i fuld leg ved Kattesøen.

Viola laver sandkager i Kattesøen. Miav!

Perspektivet

Viola... så længe ønsket og ventet på. Så rask og levedygtig. Så fjollet, humoristisk, klog og fuld af appetit på livet. Det er jo et mirakel, at hun er her. Derfor propper jeg mig næsten dagligt med tudekiks, for jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal gøre af træthed, irritation, vrede, kedsomhed og andre grimme følelser, der er dukket op i takt med, at Viola gudskelov har udviklet sig helt normalt. Af en eller anden mærkelig grund har jeg hængt denne 'lov' højt og flot op, hvor jeg nu ikke kan nå den og få pillet ved den: "Jeg må ikke være ked af det, for nu har vi fået Viola". Og det er så åndssvagt, for jeg bliver ked af at være ked af det.

Men det er tomme kalorier med de kiks. SELVFØLGELIG er Viola vidunderlig og jeg er så glad for at være hendes mor og få lov at hænge ud med hende rigtig meget. Det er så også hver dag... hele tiden, minus middagslur. Det er der ikke meget variation i, og jeg har bare også trang til andet. Det her er ikke længere barsel, som for mig var den mest meningsfulde periode i mit liv. Dengang skulle jeg virkelig ikke andet end sørge for at opretholde lille V, beskytte, holde af og suge babylykken til mig. Det her er hjemmegående husmorliv med en datter, der bestemt ikke gider sidde og nussepussse, men meget gerne vil underholdes i stor (møgforkælet) stil. Jeg prøver at tage det med ro, for det tager vel noget tid at flytte helt ind og gro til i et nyt land.

Min udfordring er at finde noget meningsfuldt for MIG. Noget andet end at være Violas mor, for hun skal jo ikke være garant for hele min lykke. At hun virkelig gør mig lykkelig er bare en naturlig og medfølgende ting til det liv vi har fået sammen, men hun skal jo ikke. Hun skal gøre sig selv lykkelig, ikke?

Har du lyst til at kigge og læse med?

Nu prøver jeg på denne måde at lægge lidt billeder og ord ud om, hvordan det går for min lille familie i Schweiz - ud fra mit perspektiv, selvsagt. Et perspektiv, der langt hen ad vejen ser sådan ud:

Overvejelser:
Jeg synes blog er et godt redskab til at få vendt nogle tanker, og det har jeg brug for i forhold til at starte et nyt liv op i et nyt land.

Nu kunne jeg jo bare skrive videre på Laurits' blog, men jeg kan godt lide, at den blog forbliver med et udgangspunkt i Laurits.

Meget kommer til at handle om Viola, for hun fylder naturligvis voldsomt meget i mit liv. Fristende er det også at gøre dette til hendes blog, men den ER MIN. Mest ærligt, synes jeg. Og i virkeligheden også fordi jeg godt kunne tænke mig at finde frem til Heidi igen... eller på ny... Hvilket bedre sted at gøre det end i Schweiz?