Perspektivet

Viola... så længe ønsket og ventet på. Så rask og levedygtig. Så fjollet, humoristisk, klog og fuld af appetit på livet. Det er jo et mirakel, at hun er her. Derfor propper jeg mig næsten dagligt med tudekiks, for jeg ved ikke rigtig, hvor jeg skal gøre af træthed, irritation, vrede, kedsomhed og andre grimme følelser, der er dukket op i takt med, at Viola gudskelov har udviklet sig helt normalt. Af en eller anden mærkelig grund har jeg hængt denne 'lov' højt og flot op, hvor jeg nu ikke kan nå den og få pillet ved den: "Jeg må ikke være ked af det, for nu har vi fået Viola". Og det er så åndssvagt, for jeg bliver ked af at være ked af det.

Men det er tomme kalorier med de kiks. SELVFØLGELIG er Viola vidunderlig og jeg er så glad for at være hendes mor og få lov at hænge ud med hende rigtig meget. Det er så også hver dag... hele tiden, minus middagslur. Det er der ikke meget variation i, og jeg har bare også trang til andet. Det her er ikke længere barsel, som for mig var den mest meningsfulde periode i mit liv. Dengang skulle jeg virkelig ikke andet end sørge for at opretholde lille V, beskytte, holde af og suge babylykken til mig. Det her er hjemmegående husmorliv med en datter, der bestemt ikke gider sidde og nussepussse, men meget gerne vil underholdes i stor (møgforkælet) stil. Jeg prøver at tage det med ro, for det tager vel noget tid at flytte helt ind og gro til i et nyt land.

Min udfordring er at finde noget meningsfuldt for MIG. Noget andet end at være Violas mor, for hun skal jo ikke være garant for hele min lykke. At hun virkelig gør mig lykkelig er bare en naturlig og medfølgende ting til det liv vi har fået sammen, men hun skal jo ikke. Hun skal gøre sig selv lykkelig, ikke?