Lidt jul på schweizisk

På opfordring af Sofie kan jeg da fortælle, at vi har været i skoven og finde julemanden her i Schweiz. Han hedder Samichlaus og hans hjælper hedder Schmützli. Ja, faktisk var der hele to Schmützli-venner til at hjælpe Samichlaus i går. For Viola var det ikke umiddelbart en fordel at der var to, og hun kunne vist også godt have undværet Samichlaus...

Schmützli gennede os ind i selveste julemandens stue, hvor han var lige ved at begynde på en god, opbyggelig historie. Den lille stue var tætpakket med andre børn og forældre, næsten helt mørk, duftede af gamle dage, ildsted og træ, og min lille pige stak med det samme i et hyyyyyyl!! Det var sgu ikke lige hendes kop the, og jeg gav det cirka 30 sekunder, hvor hun lige nåede at få en kage stukket i hånden af Schmützli og jeg nåede at opfange, at julemanden sagde noget med: "hvem har dog gjort det barn så bange?? Hohohohoho!" Så gik vi ud i verden igen.

Ikke umiddelbart en succes, men absolut heller ikke, hvad jeg vil kalde en fiasko. Det var nemlig en stor oplevelse for Viola og dermed mig. Der var heller ingen problemer med at stå udenfor huset og kigge på Schmützli på afstand, da han kom ud lidt senere. Kagen var også ok - ligesom juletræet, bålet, æslerne og den stige, man kunne kravle op ad og kigge ind på et loft. Hun havde bare en meget, meget klar grænse over for at gå ind i et mørkt rum fyldt med fremmede mennesker, deriblandt tre store, kutteklædte mænd. Helt ok med mig. Faktisk rigtig meget ok med mig. Så meget, at jeg nåede at tænke: "Er det egentlig særlig smart at tage imod en kage i den her situation?".

Nu er det ikke fordi jeg nyder at Viola bliver bange, men jeg synes faktisk det er godt at se hende finde ud af at blive bange OG tryg igen. Det er da vigtigt. Og hun blev hurtig tryg og fjollet, så snart vi kom ud af huset. Så spiste hun lidt kage og lidt gammelt, klamt sne, der lå som gennemtrampet is på den smattede skovvej. Jeg ved sgu ikke... men lige der havde jeg nok opbrugt mine pædagogiske evner, så jeg spillede bare alle sippekortene med: "AAAddw, ViOla!! Der er gamle blade, jord og måske hundelorte i det sne?! Kan du så lade være! Det der ville jeg godtnok ikke spise, hvis jeg var dig. Puuuuh, synes du det ser lækkert ud?". Hun begrænsede sig så, men der røg da lige et par mundfulde mere ind i skuffen.

Hun er virkelig trodsig i disse dage, men jeg er da glad for, at vi kan samarbejde, når det virkelig gælder. Så skide være med, at hun spiser sne med lort i, men bare hun stoler på mig, når jeg fortæller hende, at hun ikke skal være bange.