Tur til Zürich

Tjaeh... jeg kan synes om prinsesser som jeg vil, men pludselig sidder hun i hvert fald der og troner. Med fuld autoritet og tilhørende regerende, alvorligt blik. Jeg kan kalde det kongetrone så meget jeg vil, men når hun går aldrig rundt og snakker om konger, hvorimod "prinsesse" er noget, der åbenbart klinger godt i violens ører. Det er sgu da meget sødt...

 

 

Nå-men-hvorom-alting-er, så dikterede jeg en tur i byen i dag og hold da helt op, hvor var det tiltrængt. Jeg har faktisk bokset en del med noget, der måske ligner hjemve eller i hvert fald falde-til-rette-i-et-nyt-land-ve. Det er svært at sætte ord på, og svært at skille skidt fra kanel i den sammenhæng, men turen i dag løftede et eller andet, og det er værd at holde fast i.

 

Det er ikke ret mange gange vi har været inde i selve Zürich, men i dag kunne jeg mærke en vis følelse af at være på hjemmebane. Altså intet i forhold til at bo godt seksten år i København (snøft), men dog noget med at gå, hvor jeg før havde gået, og det var rart. Der er meget tilvænning i det her med at flytte til et nyt land, og jeg har ikke kunnet overskue ret meget andet end at få en dagligdag op at køre herhjemme med familien. Men nu... mærker jeg fornyet tro på, at eventyrer venter forude.

 

Og se så lige hvor rørende... hahaha, små hjerter på mit navn på kaffebar. Totalt latterligt påfund, men jeg hoppede i for fuld naivitet og nød venligheden. Viola nød først flødeskummet, jeg drak kaffen og så fik hun resten af isklumperne (med vand på). Nøj, hvor følte hun sig stor. Hæhæ...

Min store pige i tram (sporvogn) på vej hen til fars arbejde. Hun begyndte at kalde alle damer for "Kirsten", mens vi sad der og kørte. Jeg har ingen som helst anelse om, hvor det kom fra, men sådan noget bliver der mere og mere af, og hvor er det egentlig fedt.

Lidt om lørdag

Lun lørdag og improviseret tur til Baden-noget-nær-naboby. Der var byfest og jeg tror;

- at Baden har en særlig stemning også til hverdag.

- at vi en dag kommer op til borgen, men det bliver nok lidt svært med klapvogn.

- at der gemmer sig hemmelige prinsesser i tårne i Baden, og de må kun komme ud, når klokken slår tretten.

- at min stil kan spiffes op ved en shoppetur til Baden (aj, jeg skulle bare have slået til, skulle jeg).



 

 

 

 

 

 

PS. Det skal jo prøves. Og når man nu ikke lige går på restaurant, må hjemmeudgaven på bordet. Det var sgu godt og det gør vi snart igen.

Absolut ingen baby

Så fik jeg lov til det her:

Underligt forvrænget billede, men pointen går vel igennem?

 

 Det er så sjældent, at min lille pige gider nusse og kramme, og jeg vil bare så gerne holde hende tæt. Jeg kan godt savne babytiden, hvor der var så meget kropskontakt i det at være mor. Overhovedet ikke sådan, at jeg savner det, når jeg ser på min store, stærke, dejlige, dygtige pige, men... jeg ligger bare inde med flere knus, end hun gider at have. Mange af de kys jeg forsøger at plante på kinderne af hende, er også begyndt at ende tomt ud i luften. Så når jeg kan få sådan en sovende pige i armene og bære hende op ad trapperne, mens hun bare er helt i koma, så nyder jeg det på det groveste! Og det går op for mig, at selvom jeg stort set hver aften kigger ned i hendes seng og tænker: "min lille baby...", så er hun absolut ingen baby! Som baby kunne hele Viola have været synlig på et billede som det her. Nu stikker både hoved og ben jo udenfor.

 

Absolut-ingen-baby og jeg har været ved Katzensee og bade til formiddag, så derfor var hun godt brugt inden vi nåede hjem. Hun er begyndt at elske vandet og griner af fryd (selvfølgelig iblandet "nejnejnejnejnej"), når jeg trækker hende gennem vandet, så det kilder hende på hagen. "MERE!!" siger hun, så snart det stopper.

 

Absolut-ingen-baby er virkelig et stort barn nu (aaarh, altså forholdsvis stort), når hun kun skal høre: "Skal vi gå en tur rundt om Katzensee i dag?", før hun begejstret udbryder: "Jaah! BAD!!!!" Og så mente hun stort set, at vi var klar fem minutter efter morgenmaden.

 

Nogle gange skal jeg bare have vink med vognstange for at kunne følge med. Eller, man kan også sige, at jeg godt kan lide at lade tingene ske af sig selv... I dag var en buksbom-larve-bekæmper forbi vores have og sprøjte (hvilket er en hel anden historie om, hvor styr på tingene, der er her i Schweiz), og så røg min store ukrudtplante altså. KLIP! Så var den væk fra blomsterkrukken... Det ses som en lille stump til højre for kornblomsterne. Den var over en meter høj og så totalt malplaceret ud, men eftersom den var det første, og i lang tid eneste, der kom op af krukken, havde jeg taget den til mig som en anden gøgeunge. Men ok, sådan skulle det ikke længere være. Fint nok. "Noget" gror, andet får ikke lov. (Ikke en henvisning til Laurits, altså)

Svært at møde nye med børn

Vi går i dansk legestue en gang om ugen, Viola og jeg. Det er ret fedt. Der bliver leget, snakket, spist kage og sunget. Jeg er ikke altid så god til at komme ud af døren, men det her fandt jeg frem til allerede efter et par uger, så det er jeg lidt stolt af ;-) Derudover går vi ikke til noget som helst andet endnu, men jeg har kig på noget børnegymnastik til V og et tyskkursus til mig her til efteråret.

Når vi skal i legestue er det så heldigt, at vi kan gå derhen. Der er cirka fire km. og de fleste gange har vejret været helt perfekt til en gåtur med klapvogn. Det tager en tre kvarters tid ad forskellige stier. Det er både gennem lidt skov, forbi eng, forbi togbane, over og hen langs larmende motorvej, forbi marker med og uden køer og gennem en sygeligt charmerende landsby fyldt med hestefolde og havenisser.

I legestuen er en masse dejlige unger, og jeg er rigtig glad for, at Viola får set nogle andre børn på rimelig fast basis. Det er selvfølgelig lidt forskelligt, hvem der dukker op (der er nemlig ingen tilmelding, man dukker bare op - jubi!), og både V og jeg skal lige lære folk at kende. For Viola er det rimelig ligetil. For mig bliver det mere og mere tydeligt, at når jeg møder nye folk i børnesammenhænge, så vælter 'det hele' rundt i mine tanker, og jeg både længes efter og gruer for, at jeg kan få fortalt om Laurits, de fire forbandede barnløse år mellem Laurits og Viola samt den første svære tid med Viola SAMT det vidunderlige i, at Viola er her. Puh! Det er ikke bare sådan lige... Og det er alt, alt for personligt og for meget og ville tage alt for lang tid at fortælle om, til at det på nogen måde er passende - eller for den sags skyld kan passes ind i de totalt afbrudte samtaler det mest bliver til. Men faktum er, at hele gåturen hjem kører fortællinger om fødsler, graviditeter, behandlinger, nederlag, kamp og endelig Viola i armene, uden at jeg kan gøre andet end lade det køre. Heldigvis sover Viola for det meste på hjemturen, så jeg sætter bare autopilot på, og lader havenisser, heste og landskab være uvedkommende men rar baggrund.

I klubben er der rigtig mange, der har mere end et barn, og lige for tiden er der nærmest babyboom. Det gør mig altså også lidt sårbar, og jeg hader, at det skal være sådan. Heldigvis var der én, som for noget tid siden spurgte, om vi ikke skulle have flere børn, og jeg fik svaret: "nej, jeg tror ikke, at det er realisktisk. Det har været rigtig svært at få Viola, så det bliver nok ikke til flere". Men så var den ligesom lukket, og det er jo klart, at det aldrig er nogen der spørger: "Nå, har du så nogen døde børn??" Lige den allerførste gang eller to blev jeg selvfølgelig spurgt, om vi havde flere børn, men dels havde jeg slet ikke behov for at snakke om Laurits som det allerførste, og dels har jeg faktisk fundet så meget ro i at sige, at vi kun har Viola, for det er jo sådan det er. Men alligevel, det er på ingen måde hele mig.

"Hej, jeg hedder Heidi, og har en datter og en sorg"
"............. , og har en død og en levende"
"............., har du lige tre kvarter til at høre om min mor-baggrund??"
".............., og er faktisk mor til to, men den ene er død"

Nu har jeg brugt næsten hele Violas lange middagslur på dette indlæg, og når hun lige om lidt skal op, så kører det bare derudaf. Heldigvis. Der er ingen plads til at se sig bagud i nuet med Viola. Violas liv er så meget hendes eget, og selvom hun er afhængig af sin mor stadigvæk, og selvom den mor er mig, med alt det sorg og bekymring kørende i knolden, så tror jeg faktisk på, at hun stortrives.
Hun kan foreksempel tælle, næsten til ti :-) "En, do dei, fir, fem, syv, ådde, ni, seks, fir!!", lød det i går.

Kombi: soveværelse og Viola

Jeg er vild med det soveværelse! Det er så flot, rart og funktionelt. Massive skodder lukker alt lys ude, så violen kan sove omkring 3 timers middagslur på de fleste dage. Desuden er det bare så gedigent Heidi-alpe-agtigt at slå skodder fra om morgenen. Indenfor er der smukt bindingsværk, og vi har alt det højt til loftet, som vi har sukket efter i Rådhusstræde. En lysekrone er der også. Ejeren har ladet den hænge, "fordi jeg sagde, at jeg så godt kunne lide den".... Det kan jeg overhovedet ikke huske noget om, men jeg må vel have kommenteret den, da jeg i sin tid blev vist rundt. Jeg kan godt lide, at den hænger der. Det er husets, ikke vores, og giver mig på en eller anden måde en ydmyghed overfor stedet. Det samme gør det store lindetræ i haven lige uden for soveværelset. Huset her har sjæl, og soveværelset har det meste.

I starten var jeg ikke helt sikker på, om der var hyggeligt eller uhyggeligt, når jeg gik i seng om aftenen og famlede mig vej til dynen i det massive mørke (eller for det meste i det kolde, blå lys fra mobilen). Efter tre måneder VED jeg, at rummet er totalt hyggeligt og mørket gør så godt at sove i.

Af og til ville jeg ønske, at vi kunne bruge rummet som stue i stedet for soveværelse, men så igen; det fungerer bare så godt, også med at vi alle tre sover derinde. Viola kan også sagtens finde ud af at bruge det som stue i løbet af dagen. En af de ting hun ofte sætter på sin to-do liste, er at finde mors fiiiine sko frem under kommoden og klapre rundt i dem. Det starter godtnok tidligt... Med fuldt overlæg har vi købt lidt høje kommoder, så forhåbentlig kan jeg have lidt makeup, smykker og andet dims i fred noget tid endnu.

Meningen og ikke meningen

Vi har holdt ferie og været et par uger+ i DK og det har været såååå feeeedt!! Det var meningen at koble af hverdagen, nyde sommeren og være sammen med familien og det gjorde vi i stor stil. Det var meningen :-) Jeg blev faktisk ladt rigtig meget op, og det var tiltrængt.

Det var bare ikke meningen, at bloggen her skulle gå helt i stå. Men jeg er tilbage. Det næste der sker, bliver nok et indlæg om Viola. Eller om Rådhusstræde. Eller vores soveværelse. Eller mit hævekort.