Gave

I morges lå en lille gave fra "naboens kat". Det regner jeg i hvert fald med, at det var - fra en kat. Måske et spydigt lille "tak for sidst", eller også synes den, at jeg er en farlig heks, der er flyttet ind her i huset, og at jeg skal formildes. For et par måneder siden kom jeg nemlig til at skræmme mindst ét liv af en kat, der næsten skræmte livet af mig. Den havde ikke gjort andet end at gå ind ad vores havedør, men jeg var overhovedet ikke forberedt på, at den var inden i huset, så jeg skreg som en sindssyg, da jeg skulle ind efter et eller andet, og blev mødt at et par (katte)øjne. Bo troede ud fra mit skrig, at der var en indbrudstyv på spil, så han syntes vist, at jeg var lidt åndssvag. Det var jo bare en kat?! Jeg er faktisk rigtig glad for katte, men lige dér var der altså en eller anden kortslutning mellem mine panikinstinkter og hjerne.

Den stakkels kat skreg også op, lavede en tegnefilmsagtig lynsprint op og ned ad vægge, og endte oppe for enden af indgangstrappen. Der sad den og miavede af angst, inden den tog mod til sig og spurtede forbi Bo (der jo var nødt til at agere helt og gå ind efter katten) ned og ud i friheden igen. Ja, og jeg skreg så lige så højt som første gang, da den atter løb forbi mig i døren... stadig ikke helt forbindelse mellem panikinstinkter og hjerne.

Tænker bare, at den døde mus godt kunne være en slags gave fra lige netop dén kat. Tak...
Tror for resten, at vi skal holde dørene godt lukkede, nu hvor efteråret er sat ind, for selvom det i princippet ikke gør noget, hvis naboens kat kigger ind, så ville det godt nok være ulækkert med mus i huset.