Formiddagsfiskesuppe i sofaen

Fin forside af medaljen, idyllen, det bløde børneperspektiv, som jeg får lov at være en del af.
Dagens billeder:

Kuk-kuk, så er der formiddagsfiskesuppe i sofaen!

Viola skål til venstre, naturligvis...
Men så blev der øst lidt op til mor også.



 

Gave

I morges lå en lille gave fra "naboens kat". Det regner jeg i hvert fald med, at det var - fra en kat. Måske et spydigt lille "tak for sidst", eller også synes den, at jeg er en farlig heks, der er flyttet ind her i huset, og at jeg skal formildes. For et par måneder siden kom jeg nemlig til at skræmme mindst ét liv af en kat, der næsten skræmte livet af mig. Den havde ikke gjort andet end at gå ind ad vores havedør, men jeg var overhovedet ikke forberedt på, at den var inden i huset, så jeg skreg som en sindssyg, da jeg skulle ind efter et eller andet, og blev mødt at et par (katte)øjne. Bo troede ud fra mit skrig, at der var en indbrudstyv på spil, så han syntes vist, at jeg var lidt åndssvag. Det var jo bare en kat?! Jeg er faktisk rigtig glad for katte, men lige dér var der altså en eller anden kortslutning mellem mine panikinstinkter og hjerne.

Den stakkels kat skreg også op, lavede en tegnefilmsagtig lynsprint op og ned ad vægge, og endte oppe for enden af indgangstrappen. Der sad den og miavede af angst, inden den tog mod til sig og spurtede forbi Bo (der jo var nødt til at agere helt og gå ind efter katten) ned og ud i friheden igen. Ja, og jeg skreg så lige så højt som første gang, da den atter løb forbi mig i døren... stadig ikke helt forbindelse mellem panikinstinkter og hjerne.

Tænker bare, at den døde mus godt kunne være en slags gave fra lige netop dén kat. Tak...
Tror for resten, at vi skal holde dørene godt lukkede, nu hvor efteråret er sat ind, for selvom det i princippet ikke gør noget, hvis naboens kat kigger ind, så ville det godt nok være ulækkert med mus i huset.

Pflaster

Det hele skal nok gå.

Kompost

Ikke jordens mest interessante indlæg, det er helt sikkert. Jeg vil bare gerne lave kompost :-)

Så jeg regner med, at vi snart anskaffer sådan en kasse her, og så er det vel bare at gå i gang? Jeg har tænkt mig at prøve. Kompostorme satser jeg på finder vej (næsten) af sig selv. Det har jeg nemlig hørt fra meget pålidelige kilder at de kan. På græsplænen har jeg set mange toppe af noget, som efter min ringe uvidende bedømmelse kunne ligne ormelort, så jeg vil simpelthen skovle lidt jord i kassen til at starte med. Til at skabe lidt luft mellem alt det klamme, våde affald, har vi massere af kviste og blade fra lindetræet. Mon ikke det kan bruges?

Jeg håber det bliver godt, og jeg glæder mig faktisk rigtig meget til at lade det grønne køkkenaffald få en mere naturlig vej end at blive dumpet i en skraldepose og kørt på forbrænding.

Så nu håååååber jeg, at det her bliver succes og ikke et skrækscenarie af rotter.
Kan snoge egentlig lide kompostlugt? For jeg har nemlig set én, der slangede sig vej fra skoven og ind i vores have for nogle uger siden. Jeg ved lige så meget om snoge som om kompost, så jeg googlede med stor spænding "slanger" og "gule nakkepletter". Pyh, det var snogen og ikke hugormen, der havde pletterne! Men alligevel må den godt fortrække skoven.

Mere om at møde nye med børn

I dag var vi i legestue. Oftest slutter vi af med at synge lidt og det er super fedt. Ungerne nyder det, og selvom Viola i dag lignede en, der ikke forstod ret mange klapper af showet, så er det tydeligt, at hun suuuuuger indtryk til sig. Herhjemme kan hun begynde at synge med på sangene og laver glad og gerne de forskellige fagter, der hører til. Det er så dejligt. Det giver bare noget boblende, umiddelbar forældreglæde, synes jeg. Hun er også begyndt at prøve sig med remser; "Moar mæææægtig mave. Far billemand" = Min mor hun er en pave, hun har en mægtig mave. Min far han er en spillemand, han spiller på en skraldespand". Yndlingsremsen er helt klart "Nede i fru Hansens kælder". Mange gange om dagen ser Viola på mig med fryd i øjnene og siger: "Når ma biser æææg! (i hendes rim er "købe" byttet ud med "spise")", og så vil hun høre fra min mund, at "når man spiser ÆG, må man ikke lave SKÆG!". Det skal gerne sige sådan lidt truende.

(Nu tager det endnu engang en lille drejning hen imod Violaviolaviola... så tilbage på sporet:)
Da vi sad i rundkredsen i dag i legestuen, var der en af mødrene, der forslog en lille præsentationsrunde, fordi der var et par nye med. God idé. Bare sådan kort om hvad vi havde af børn, navne, hvor længe vi havde boet i Schweiz osv. Uh, jeg kunne med det samme mærke nervøsiteten melde sig, for så havde jeg jo chancen for at få nævnt Laurits. Noget i mig var overhovedet ikke i tvivl om, at det ville være bedst "bare" at sige det, men... det bliver aldrig rart. Det er rå konfrontation med en barsk virkelighed, og jeg kan ikke lide, at jeg skiller mig ud, er mærkelig, bliver kejtet osv. Og så hader jeg, at det også tit gør andre ilde til mode. Men jeg havde vel under et minut til at veje for og imod, og egentlig vejede ikke så meget, men kastede mig bare ud i det. Fik præsenteret mig og Viola kort, og sagt noget i retning af, "at jeg skulle også have haft en dreng på seks år. Desværre døde han. Jeg ved godt, at det er lidt voldsomt at sige, men jeg har det bedre med at I ved det".

Og det er lige det; jeg har det altså bedre med at folk jeg ser jævnligt - især i børnesammenhænge - ved, at der skulle have været en Laurits, OG jeg har efterhånden lært, at det må jeg (godt) handle efter. Jeg aner ikke, om jeg fik chokeret, stødt eller skræmt nogen. Det kan jo være, at nogen har sorg med sig, som jeg får skubbet til ved at snakke om min døde dreng...? Men jeg kan ikke tage udgangspunkt i et hensyn til noget eventuelt med noget, der er så vigtigt for mig.

Bagefter var jeg lettet, og følte helt klart, at en vis gas var gået af en vis ballon. Der var nogle stykker, som kom hen og spurgte lidt, og det var bare rart. Jeg følte mig stadig lidt kejtet og vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige, men det var ok. Det var så fint at nogle spurgte lidt, og det var fint at de fleste ikke sagde noget. Jeg havde fået sagt det jeg ville i den sammenhæng. Nu må jeg se, hvordan det bliver fremover. Håber, at jeg i hvert fald kan slappe lidt mere af omkring det hele.

Resten af dagen har jeg været totalt bombet. Det er en velkendt blanding af træthed og underlig forvirret rastløshed, der har gjort mig fysisk svimmel og osteklokkeagtig. Nu er det sen aften, og mit meget stærke b-menneske gen har forlængst taget over, så jeg sidder her og klaprer løs, selvom jeg ved, at jeg burde sove. Såeh... god nat.