To årig

Så er det lige ved at være to år siden...

"Har I besluttet, hvad jeres pige skal hedde?", spurgte én i kittel os, da jeg lige var blevet rullet ind på operationsstuen. "Hvad skal hun hedde, Bo...?" pippede jeg, for jeg turde simpelthen ikke sige navnet højt. Så sagde Bo: "Viola", og en lille, perfekt, rimeligt lungemoden, helt sutte-umoden, nyrerask, lyserød, ansigtskrøllet pige blev opereret ud af min mave. Hun havde en fin, hvid streg af fosterfedt ned ad ryggen og kunne græde. Næsten syv uger for tidligt, men trods det super stærk. Bo bar hende ned på neonatalafdelingen, for sådan måtte det jo være.

Nå, så gad hun nok ikke ligge i min mave længere. Når man ser på, hvor hidsigt, fjollet og energisk hun kan tromle igennem en hverdag, så er det nærliggende at tænke, at hun selvfølgelig havde travlt med at komme igang med sit eget liv. Viola er rask og lever i et raskt tempo. Det er jo i bund og grund vidunderligt ud over alle grænser. Og grænser, det er noget Viola er god til at flytte. Hun har spist, sovet, bøvlet og udviklet sig fuldstændig forrygende lige direkte igennem den pukkel, det trods alt kan være at være for tidlig født. Seje pige!

To år bliver hun på lørdag. 20/10 2010 ;-) Det var jo en ret fin dag hun valgte, og meget passende til, at en distræt, træt og nogle gange forvirret mor kan huske det. Viola er så to-årig allerede! Hun vil alt muligt, og vil bestemt IKKE alt muligt i én pærevælling. Hun er udfordrende at være mor til, og præcis som en klog mor til tre sagde til mig for knapt to år siden, så er det her ikke let, men det er vidunderligt.

Et af violens mange kælenavne er Skrapsi, for hun herser rundt med os og siger til og fra, så jeg får helt overfladisk vejrtrækning. "Viola VIL gerne!!", lyder det om alt muligt, som hun forsøger at trumfe igennem. "Må gerne!!" er også forlængst kommet på repertoiret. Når jeg får trukket vejret helt ned i maven og strukket girafhalsen ud, så er det jo skide skægt, at sådan et lille menneske kan have så uendeligt meget vilje. I morges gjorde Bo et eller andet helt banalt med et stykke legetøj (lagde en dukke på sengen, eller hvad ved jeg), og så lød det prompte: "NEeeej! Stop! Lad så vær, far!!". Hun mangler ikke ord, den skrappe dame. Hun snakker selv en del om, at hun har fødselsdag (snart). Hun er helt med på, at det er noget med flag, gaver, balloner og chokolade. Skægt... og vi to forældre glæder os også.

For et par dage siden spurgte jeg, hvad hun ønsker sig, altså hvad hun godt ville have, at der var indeni gaven på hendes fødselsdag. "Sommerfugl!!" lød det. Vi har så siden forsøgt at forklare, at man ikke kan pakke en rigtig sommerfugl ind i en gave. Bare så hun ikke bliver alt for skuffet, hvis nu hendes forældre for eksempel har fundet på at pakke tre-fire forskellige kunstige sommerfugle ind...